Indflytning på Vorup Plejehjem

Læs hvordan indflytning foregår, og hvad du og dine pårørende selv skal sørge for.

Hvis det er muligt, besøger vi dig, inden du flytter ind på Vorup Plejehjem, så vi kan lære dig lidt at kende.

Inden indflytningen skal du sørge for:

  • at få underskrevet og sendt lejekontrakten
  • at søge om boligstøtte og evt. indskudslån
  • at betale indskud og den første måneds husleje
  • at bestille en flyttebil eller lignende
  • at bestille TV-pakke, flytning af telefonnummer, internet og forsikringer
  • at melde flytning
  • at aftale med personalet på Vorup Plejehjem, hvornår og hvordan indflytningen skal foregå.

Du og dine pårørende står selv for indflytning af møbler, udpakning og ophængning af lamper, gardiner, billeder og lignende.

Du skal ringe til pedellen på tlf. 8915 2840 og lave en aftale om udlevering af nøglen til din bolig. Hvis du ikke har mulighed for at hente nøglen inden indflytning, kan du lave en aftale om, at nøglen lægges i boligen den dag, du flytter ind.

Det skal du have med

Når du flytter ind på Vorup Plejehjem, skal du have alt det med, som du har brug for – ligesom hvis du flytter ind i en helt almindelige lejebolig. Det gælder:

  • møbler
  • gardiner
  • lamper
  • køkkenting
  • tøj
  • sengetøj
  • håndklæder
  • ting til personlig hygiejne.

Hvis du har hjælpemidler, skal disse også flyttes med.

Hvis du tager din egen seng med, skal du være opmærksom på, at du selv skal sørge for at få den fjernet igen, hvis du får brug for en plejeseng i stedet.

Når du indretter din bolig, skal du være opmærksom på, at der skal være plads til hjælpemidler, og til at personalet kan arbejde. Spørg eventuelt personalet til råds om indretningen.

Indflytningssamtale

Du bliver inviteret til en indflytningssamtale sammen med dine pårørende. Indflytningssamtalen finder som regel sted inden for 14 dage efter, du er flyttet ind på Vorup Plejehjem. Til indflytningssamtalen kan vi tale om:

  • hvad der er vigtigt for dig i hverdagen
  • hvilke ønsker og forventninger du har til dit nye liv i en bolig på Vorup Plejehjem
  • de forskellige tilbud og muligheder på Vorup Plejehjem
  • dit behov for individuel hjælp, f.eks. personlig pleje.